Jollen blev leveret fra Steffen Bønnelands bådebyggeri august 2003 og derefter trailet til Grækenland, hvor den blev søsat i havnen Ag Nicolaos på vestkysten af halvøen Mani, Peloponnes.

Jollen er udrustet med standard rig samt topsejl. Agter i bb side er der indbygget en motorbrønd for en 2 HK 4tkts. Honda.

I løbet af efteråret, vinteren og foråret 04 har jollen sejlet i Ionerhavet/ Messiniagulfen langs Manikysten.

Jollen blev navngivet af vores yngste barnebarn Sofie og bærer nu det gode græske navn Sofia.

Fiskerne i Ag Nicolaos har taget godt imod båden og bidraget med gode råd om sejlads og fiskeri.

Vi har sejlet smukke ture langs kysten og forsøgt at fiske lidt med tejner, garn og dørge til selvforsyning.

Jollens topsejl har været brugt meget, da vi ofte har valgt at sejle ved svage vinde. Den lille motor har ligeledes været en god hjælp, især under udsejling af havnen, som kan være besværlig på grund af brydende dønning.

Sejladsen har været præget af det vi kalder enten eller vejr. Med pålandsvind af bare 6 – 7sec.m kan vi ikke sejle ud på grund af brydende sø foran havnen. Havet er stort og åbent. Forholdene her svarer til at løbe ud mellem molerne i Hvide Sande og stikke næsen i Nordsøen. Ved fralandsvind er havet selvfølgelig mere roligt, med ved selv moderate vindstyrker kan faldvindene komme farende ned gennem slugterne fra de mere end 2000 m høje Tayetosbjerge, som står inde på kysten.

Så vi har sejlet overordentlig forsigtigt.

Om sejlads på åbent hav i den lille meginjolle, må vi fortælle, at den bjerger sig nøjagtigt så fint som en rigtig smakkejolle skal. Den sejler flot op ad bakke og ned ad bakke i den lange dønning, lægger øret til, når den skal, eller lister af under sit topsejl, når der blot er kattepoter på havet.

Jollen i sig selv har sammen med fiskeriet givet anledning til gode små samtaler med de lokale fiskere. Selv har de for længe siden opgivet fiskeri for årer og sejl. På Manikysten brugte man latinerrig på fiskerjollerne, men man kender smakkesejlet, som var meget brugt i østlige Ægæerhav, og ved indsejlingen til Sortehavet. Grækerne kalder et smakkesejl for sakkoleva.

Research på Hellensk Marinemuseum i Pireas har vist, at smakkesejlet har været brugt i disse farvande siden vores tidsregnings begyndelse. På små skuder fastholdt man en tosmakket rig indtil motoriseringen satte ind.

Der er nogle tankevækkende ligheder mellem de ægæiske smakker og smakkerne i Østersøen. Om det og meget andet fortælles der mere detaljeret i min nye bog ”Smakkejollen og friluftslivet”, som udkommer til efteråret på Fiskeri- og Søfartsmuseets forlag, Esbjerg.

Den lille Meginjolle her i græsk farvand har således bidraget på sin måde til at føje et nyt kapitel til smakkejollernes historie.

Hjemme på Helnæs venter vores tresmakke Mads Illum på maling, beg og vand under kølen. Nu har den fået sig en fin lille søster, som skal blive her på kysten og vente til næste vinter, mens vi rejser hjem til den nordiske sommer